Råd til dig, der skal flytte hjemmefra

Har du styr på, hvad du skal have styr på, når du skal flytte hjemmefra? Læs med her, og dan dig et overblik!

Skift adresse

Du skal huske at skifte din adresse inde på borger.dk. Man har tidligere også skulle melde flytning til Post Danmark, men nu er det tilstrækkeligt at melde det på borger.dk.

Skift læge og tandlæge

Når du skifter adresse, er det almindeligt at skifte læge og tandlæge i samme omgang. Dette er selvfølgelig ikke altid nødvendigt – hvis du fx ikke flytter langt og bliver i samme by.

Det kan være svært at overskue, hvilken læge man skal vælge. Du kan evt. Prøve at spørge andre, der har boet i byen længe, hvem deres læge er, og om de er glade for ham eller hende. Hvis du ikke har nogen at spørge og i længden bliver utilfreds med din læge, er det dog også muligt at skifte senere hen.

Læg budget

Når man flytter hjemmefra, vil der automatisk komme mange nye udgifter. Det kan give en lettere ustabil økonomisk situation – men ikke hvis du lægger et overskueligt og realistisk budget, du kan tage udgangspunkt i.

Selve flytningen
Det er ikke kun dig, der skal flytte – det er også dine ting og møbler, der skal flyttes. Det kan være, at der er et familiemedlem, der har mulighed for at hjælpe dig med flytningen, men hvis det ikke er tilfældet, så lej en flyttebil!

Indboforsikring
Når man skal flytte, skal man også selv stå for en indboforsikring. En indboforsikring er det, der dækker over de skader, der sker i dit hjem. Den dækker altså, hvis der opstår brand, vandskade eller du oplever indbrud i din bolig. Og så dækker den desuden over, hvis du ødelægger andres ting, fordi ansvarsforsikringen er en del af indboforsikringen.

Router

Hvis du flytter i egen lejlighed, er den sandsynligvis ikke monteret med en router. Vi ved alle, at internettet er fuldkomment uundværligt, så husk at få skaffet dig en router, hvis du vil leve under normale, danske forhold.

Ekstra nøgler

Du kan lige så godt komme uheldet i forvejen: få nu lavet det ekstra sæt nøgler! Det er simpelthen for træls ikke at kunne komme ind i sin egen lejlighed!